Når en elev ødelægger noget

Er skaden alligevel sket, så kan du læse mere her.

Erstatningsansvar

Børns ansvar i skolen  

Hvis et barn laver person- eller tingskade i skolen, bliver barnet personligt erstatningsansvarlig, hvis det har handlet uagtsomt eller forsætligt. Hvis en skoleelev smadrer en rude, kan skolen kræve erstatning af eleven. Skolen har altså samme ret som andre til at kræve erstatning af en skadevolder, også når skadevolder er en elev. Normalt bliver de skader, som skoleelever laver, overgivet til forældrenes indbo- og ansvarsforsikring, der også dækker børnenes ansvar. Ud fra skadeanmeldelsen vil forsikringsselskabet så vurdere de nærmere omstændigheder ved skaden samt graden af uagtsomheden. Er skaden sket ved et hændeligt uheld er barnet ikke erstatningsansvarlig. 

Hærværk på skolens område 

Vores skole råder ikke over en konto til udbedring af hærværk. Hvis der er lavet hærværk på skolens område, skal det politianmeldes. Herning Kommune råder over en hærværkskonto, hvorfra der kan søges om udbedring af hærværksskader. 

Uheld og tyveri på skolens område  

Sker der skader på eller tyveri af elevers eller medarbejdernes ting på skolen, er det den enkeltes egen indboforsikring, der evt. dækker tabet. Hvis der stjæles tøj fra garderoben, dækker indboforsikringen. Indboforsikringen dækker også tyveri af cykler fra skolens område. Betingelsen er, at cyklen er aflåst med godkendt lås, og at der kan fremlægges stelnummer og låsebevis ved politianmeldelse. 

Erstatningsansvar af computere

Det er i samråd med Herning Kommunes IT-afdeling besluttet følgende:

Forvoldte fysiske skader betragtes fremover som erstatningspligtige, og elever og forældre kan forvente at blive draget til ansvar, såfremt det er skader, der er påført ved uforsvarlig eller voldsom adfærd/brug. 

Eksempler på uforsvarlig og voldsom adfærd:  

  • Bevidst piller tasterne af en computer.  
  • Lukker skærmen hårdt i.  
  • To personer står og hiver i computeren.  
  • Tumult omkring computere.
  • Bærer en åben computer med én hånd.
  • Ikke transporterer computeren i et sleeve eller et computerrum i tasken.
  • Computeren efterlades på skolen uden at være låst inde i et skab. 
  • Kaster med strømforsyningen eller lader den falde hårdt ned på gulvet.
  • Endvidere er det besluttet, at strømforsyninger, der er mistet eller ødelagt ved uforsvarlig eller voldsom adfærd, skal erstattes ved udlevering af ny strømforsyning.

Sådan gør vi, når noget ødelægges/ går i stykker 

Bliver der smadret en rude eller ødelagt ting i klassen/ på skolen, skal det straks anmeldes til kontoret. Klasselæreren kontakter hjemmet og fortæller om hændelsen.   

Kontoret udarbejder et dokument, som gives til forældrene. Det er herefter forældrene, som skal fremskaffe og evt. indsende en skadesanmeldelse til familiens forsikringsselskab.